At tage på fodboldrejser kan være en dyr affære hvis man vil vil se Barcelona, Real Madrid og Manchester United. Vi giver dig her tre tips til billige steder at tage på fodboldrejse.
I samarbejde med online guiden til fodboldrejser www.visitfootball.dk, giver vi dig her tre storbyer, som du kan tage på til billigt og se live fodbold.
1. Berlin
Berlin er en af danskernes foretrukne rejsedestinationer for weekendture enten med kæresten eller venner/veninderne. Byen rummer masser af oplevelser og historie. Men hvad de færreste ved er at byen også har et par fodboldklubber, som kan være en rejse værd at besøge.
Den største klub i Berlin er uden tvivl Hertha Berlin, som i gennemsnit spiller sine hjemmekampe foran godt 52.000 tilskuere på Olympiastadion i det vestlige Berlin. Klubben spiller i 1. Bundesliga og er især kendt for det fantastiske kulisse de mange tilskuere skaber til kampene.
Berlins to øvrige større fodboldklubber er Union Berlin og Dynamo Berlin, som spiller i hhv. 2. Bundesliga og Regionalliga Nordøst (4. bedste liga i Tyskland). Disse klubber spiller på noget mindre stadions og for færre tilskuere, men har opnået en form for kultstatus både i Berlin og blandt fodboldturister, hvor Union Berlin ofte spiller for et udsolgt stadion (21.000 tilskuere).
Sådan kommer du til Berlin*
Tog: 500 kr.
Fly: 500-700 kr.
Bus: 600 kr.
Fodboldklubber i Berlin
Hertha Berlin, Union Berlin og Dynamo Berlin.
2. Stockholm
Stockholm er endnu en storby relativt tæt på Danmark. Fra Danmark (især København) er der mange daglige tog- og flyforbindelser, hvilket både gør det fleksibelt og billigt at komme til Sveriges hovedstad. Byen er især kendt for sine mange småøer og et utroligt smukt forår og en sommer fyldt med liv.
Byen huser tre store fodboldklubber, som alle har fået nye stadions inden for de seneste år. AIK Stockholm spiller i Allsvenskan (den bedste liga i Sverige) og har hjemmebane på Sveriges nye nationalstadion Friends Arena. Djurgården IF, som også spiller i Allsvenskan spillede indtil for nyligt på Stockholms gamle olympiske stadion fra starten af 1900-tallet, men er nu flyttet til det nye og moderne Tele2 Arena. Et stadion som de i øvrigt deler med Stockholms tredje klub, nemlig Hammarby IF. Hammarby spiller pt. i den næstbedste liga i Sverige og har historisk set været den mindst succesfulde af de tre Stockholm-klubber.
Alle tre Stockholm-klubber nyder godt af en fantastisk opbakning og høje tilskuertal. Fankulturen i Stockholm er en rejse værd for ægte fodboldfans som vil opleve stemning og fest på tribunerne. Når de tre klubber mødes indbyrdes i de såkaldte Stockholm-derbys, står selve atmosfæren ikke tilbage for de største opgør i verden hvad angår fan-rivalisering og fyrværkeri på stadions.
Sådan kommer du til Stockholm*
Tog: 725 kr.
Fly: 700 kr.
Fodboldklubber i Stockholm
AIK Stockholm, Djurgarden IF og Hammarby IF.
3. Hamborg
Hamborg er endnu en storby som danskere ynder at tage til. Enten på en forlænget weekendtur eller for at besøge en af byens måske meste kendte “turistattraktioner”, nemlig det såkaldte Reeperbahn-område. Reeperbahn er byens mest kendte “gå-i-byen” område og ligger i bydelen St. Pauli. Reeperbahn er navnet på gaden som løber tværs gennem hele området, som i øvrigt er fyldt med barer, diskoteker og restauranter. Reeperbahn har været hjemsted for utallige danske polterabends gennem tiden.
Ud over at være et godt sted at gå i byen, byder Hamborg også på to fodboldklubber, nemlig Hamburger SV og St. Pauli. To klubber med en meget forskellig kultur og baggrund, men som hver især kan byde på gode fodboldoplevelser.
Hamburger SV eller HSV, som klubben kaldes, spiller i 1. Bundesliga på det moderne Imtech Arena i det nordvestlige Hamborg foran et gennemsnit på cs. 52.000 tilskuere. Klubbens fans er utroligt loyale og skaber altid en flot kulisse, selvom klubben historisk set ikke har vundet nogen nævneværdige titler i en lang årrække.
Hamborgs anden fodboldklub, St. Pauli, som er opkaldt efter St. Pauli området hvor også Reeperbahn ligger, har en helt særlig kultstatus blandt fodboldfans verden over. Klubbens fans er kendt for at være ekstremt politiske og tilhøre den politiske venstrefløj, hvilket har givet klubben sympatisører fra det venstreorienterede miljø verden over. Klubben bruger ofte piratflaget i sammenhæng med deres navn og på fanudstyr, hvilket i sig selv fortæller en historie om en meget anderledes klub end øvrige storklubber i Tyskland og Europa. St. Pauli spiller sine hjemmekampe for et stort set altid udsolgt stadion Millerntor-Stadion, med plads til godt 25.000 tilskuere.
Sådan kommer du til Hamborg*
Tog: 430 kr.
Fly: 500-800 kr.
Bus: 630 kr.
Fodboldklubber i Hamborg
Hamburger SV og St. Pauli.
* Alle priser er vejledende og tur/retur fredag-søndag fra København.